Fejlmeddelelse

User warning: The following module is missing from the file system: backup_migrate. For information about how to fix this, see the documentation page. in _drupal_trigger_error_with_delayed_logging() (line 1138 of /ext/vhosts/dcu.dk/public/includes/bootstrap.inc).
Sofiero, slot, Sverige Sofiero er opført i årene 1864-1865 og opkaldt efter Dronning Sofia. PR-foto
Campingferie

Sommer, Sverige & Sofiero

Sofiero og den smukke slotspark er sammen med Helsingborg by oplagte steder at gæste på vej gennem Sverige eller som udflugtsmål, hvis du camperer i Københavnsområdet.

Af Torben Brandt

30.000 blomsterløg ventede hen over vinteren utålmodigt på, at vejret i Sverige blev varmt nok til, at de kunne springe ud. Og selvom både forår og varme var længe undervejs, er løgene kommet op af jorden og har omdannet Sofiero Slot nord for Helsingborg til et smukt, levende blomsterhav.
Stedet ligger kun fem kilometer nord for færgelejet i Helsingborg. Så holder du ferie eller forlænget weekend i Sverige, eller har du og familien lyst til lidt adspredelse under campingopholdet i Nordsjælland eller Københavnsområdet, er Sofiero oplagt at gæste. 

Har I cykler med på camping, er det både let og billigt at tage dem om bord på færgen og derpå køre de få kilometer langs Øresund til Sofiero. 

Dronning Ingrids fristed
Det skånske slot er bygget i 1865 og var noget af et fristed for Dronning Margrethes mor, Dronning Ingrid, der som barn tilbragte adskillige somre på stedet med sin familie. Slottet ejes af Helsingborg Kommune og er ikke mindst kendt for sine mange rododendronbuske, der hvert år viser sig fra deres smukkeste side i maj og begyndelsen af juni. 

Traditionen med rododendroner stammer helt tilbage fra 1907. Dermed kan de populære buske i år fejre 110 års jubilæum på Sofiero. 

– For 110 år siden plantede kronprinsesse Margareta den allerførste rododendron i kløften på Sofiero. Det fejrer vi ved at lade rododendronerne blomstre i nye forskellige former og materialer, så vi fortsat kan opleve følelsen af blomstring, helt frem til sæsonen slutter i efteråret, siger virksomhedschef på Sofiero, Annika Malmgren. 

I løbet af denne sæson indvies også kong Carl 16. Gustafs rododendronkollektion, en 70-årsgave fra Helsingborgs Stad, som indeholder flere nye og unikke sorter. 

Sofiero, slot, rododendron, park, Sverige
Sofiero er især kendt for sine smukke rododendron, som står i fuldt flor i maj og begyndelsen af juni.
Foto: Lenette Holze

 

Dansk-svensk forbindelse
Slotsparken er også hjemsted for forskellige former for udstillinger, kunst og design i denne sæson. Blandt andet har to italienske kunstnere skabt et rustikt kunstværk udelukkende med naturmaterialer fra slotsparken. Resultatet er blevet en skulptur udformet som en halvcirkel, hvor der er kig igennem direkte til Kronborg Slot på den danske side af Øresund. Dermed vil kunstnerne rent symbolsk indramme den nære relation, der i mange år har været mellem Danmark og Sverige og de to slotte på hver sin side af sundet. 

Sofiero, slot, kunstværker, kunst, Sverige
To italienske kunstnere har udført dette kunstværk, der udelukkende er lavet af materiale fra slotsparken. Værket står, så man i baggrunden kan skimte Konborg Slot for at symbolisere den nære relation mellem Danmark og Sverige og de to slotte.
Foto: Lenette Holze

 

Uden mad og drikke
Der findes både en café og en rigtig god restaurant på Sofiero, men man er også velkommen til at have madpakken med hjemmefra og dermed spare lidt på feriebudgettet. Der er masser af hyggelige områder og stille oaser i slotsparken, hvorfra man mange steder har et smukt kig ud over Øresund til Danmark.

For voksne koster et besøg på Sofiero 120 svenske kr. fra begyndelsen af maj til slutningen af august, mens man uden for højsæsonen kan nøjes med at slippe 100 svenske kr. Børn til og med 18 år er gratis. 
Du kan læse mere om slottet, udstillinger, priser og meget andet på hjemmesiden sofiero.se, der også kan læses i en dansk version. 

Liv i havnen 
Når du nu er på de kanter, kan et besøg i Helsingborg by bestemt anbefales. Det er skønt at spadsere på promenaden langs vandet, og særligt på de varme dage er der et herligt leben i havneområdet, som ud over skibe huser en skøn blanding af lejligheder, caféer og butikker. 
Der er cirka 160 caféer og restauranter i Helsingborg, hvor der også er rig mulighed for at svinge kreditkortet i de mange butikker på gågaden, Kullagatan. 

Er man i bil, kan man overveje at køre ud til det store indkøbscenter Väla cirka otte kilometer nordøst for byen. Det ligner så mange andre indkøbscentre, men antallet af butikker er stort, og den svenske kronekurs er som bekendt fordelagtig for danskere i øjeblikket.

Norra Hamnen, Helsingborg, Sverige
Norra Hamnen tager sig smukt ud i solskin.
Foto: Helen Langdahl

 

Den lokale mæcen
Helsingborg centrum rummer gode muligheder for at udleve sine kulturelle lyster. På havnen er der således både et koncerthus, et stadsteater og Dunkers Kulturhus. Sidstnævnte er tegnet af den danske arkitekt Kim Utzon og opkaldt efter den lokale rigmand Henry Dunker, som havde danske rødder. Han blev født i Esbjerg i 1870, men kom som barn til Helsingborg, hvor han tjente en formue ved at handle med gummi. Ved sin død i 1962 blev han omtalt som ”Sveriges rigeste person”, og han gav gennem sit liv store donationer til Helsingborg. 

Selv mange år efter hans død nyder Helsingborg godt af Henry Dunkers formue. Han oprettede sammen med hustruen Gerda en donationsfond, hvor store dele af afkastet tilfalder byen. Midler herfra har således finansieret blandt andet stadsteatret, kulturmagasinet på Frederiksdal og Dunkers Kulturhus. 

Dunkers Norra Hamnen, Helsingborg, Sverige
Dunkers Kulturhus ligger helt ned til havefronten i Norra Hamnen.
Foto: Helen Langdahl

 

Find campingpladser i Sverige